Året der gik på kapsejladsbanerne

Når man siger kapsejladser i 2015 og Skovshoved, så er det første man tænker på naturligvis vores hold i Sejlsportsligaen. Lars Nordbjærg, Jakob Groth, Cille Smedegaard og Peter Lang har på flotteste vis fået vist hele ”sejlsportsdanmark” at vores klub kan blande sig i toppen af dansk sejlsport. Med stævnesejre i Horsens og Faaborg og tredjepladser til stævnerne i Skive og København kunne vores team kalde sig ligavindere – og altså ”Danmarks Bedste Sejlklub”.

Placeringen i toppen i ligaen gav Lars og co. muligheden for at sejle Champions League. Stævnet blev sejlet i Porto Cervo på Sardinien. I de 30 grader og ca. 10 m/s fik vores ligahold det aldrig til at køre som et tophold og ud af de 30 deltagende klubber endte holdet som Europas 13. bedste klubhold.

De fire sejlere på vores ligahold har også sejlet selv i løbet af sæsonen. Peter er ved at starte et moth-projekt op, Jakob har været involveret i M32-serien og Cille har sammen med Roskildes Jeppe Borch vundet den danske WYSC-kvalifikation. ”WYSC”, som man på dansk nok ville kalde ”Ungdoms-VM” skal sejles i Malaysia i december. Der bliver sejlet i katamaranen SL16. En bådtype som Cille og Jeppe allerede har været til EM i. I Brest i Frankrig fik Cille og Jeppe sejlet en 6. plads hjem. Cille har også haft tiden til at sejle EM i europajollen, som hun har vundet flere titler i over de sidste år. I år blev det til en 10. plads i denne bådtype.

Men også andre har været fået repræsenteret SKS på kapsejladsbanerne rundt om i verden:

Den klassiske kølbåd knarr’en har altid haft en tilknytning til Skovshoved. Foruden vores ugentlige torsdagsmatcher, hvor der kommer knarr fra alle vores naboklubber for at dyste med og mod os, så har SKS også gjort sig bemærket på kapsejladsbanerne i denne klasse – her er det særligt Kim Bruhn-Petersen, som har vist SKS-standeren. Hans sæson toppede med en samlet andenplads i ”IKC”, som er klassens svar på VM, hvor deltagere kom til Danmark fra USA og Norge for at konkurrere.

Udover knarr’en så er Skovshoved også kendt som et naturligt hjemsted for katamaransejlads. I mange år havde vi landets største hobie-fleet, men over i de seneste par sæsoner har også A-Catten vundet indpas i vores katamaran-fleet. Her er det naturligvis særligt Thomas Paasch, som topper resultat- og ranglister. Udover de sædvanlige sejre, såsom pinsens store stævne Sail Extreme, så har Thomas også brugt efteråret på at sejle ”Little Americas Cup”, som verdensmesterskabet i C-Cat ofte kaldes. Kælenavnet for stævnet og båden skyldes de mange ligheder imellem C-Catten og de katamaraner, som blev brugt ved Americas Cup i San Fransisco sidste år.  Thomas fik sammen med sin tyske makker sejlet en flot 4. plads hjem – i et felt der tæller flere professionelle sejlere og i en bådklasse, han ikke har haft meget erfaring med på forhånd.
Med Thomas til Little Americas Cup kunne han dog ikke deltage i VM, så Tom Bøjland måtte være ene om at repræsentere SKS ved dette stævne i Italien. Det blev til en placering som nr. 51. Udover VM så fik Tom også spalteplads i medierne, da han 18.-19. September sejlede ”Silver Rudder”, som er en en-mands-tur rundt om Fyn. Med lidt over 17 timer på A-Catten blev han tredjebedste rundt om Danmarks næststørste ø. En tur der blandt andet indeholdt konstant trapezsejlads fra Fyns Hoved til Lillebælt.

Også Skovshoveds optimistjollesejlere har klaret sig flot i årets løb. Med topplacering på ranglisten fik tre af vores optimistdrenge – Emil Kjær, Mads Poder Witzke og William Johannesen – lov til at repræsentere Danmark ved optimistjolle-VM i Polen. Ligesom SKS havde to sejlere med på holdet til EM – Rebekka Johannesen og Jacob Bødtcher-Hansen. 
Optimisterne sluttede deres kapsejladssæson af med DM i Skælskør. Her fik vi vist, at SKS stadig er en af Danmarks førende optimistjolle-klubber. Med ikke mindre end fire skovsere i top 10 - og blandt pigerne blev guldet hevet til Skovshoved af Rebekka Johannesen.

Jeg har også selv fået vist SKS-standeren frem ved en international begivenhed, da jeg i juli måned var til VM i contenderjolle. Dog satte et knækket forstag en stopper for et rigtigt godt resultat, men jeg – og SKS – kan dog prale af at være verdens 104. bedste i denne jolletype (trods to dage på land for at reparere jolle).

Som i de seneste mange sæsoner, så er det svært ikke at lave en artikel om årets resultater på kapsejladsbanerne uden at nævne vores to store talenter Kristine Mauritzen og Frederik Rask. Efter at have brugt de seneste år på at vinde stort set alt hvad der er værd at vinde i  europajollen, har begge sejlere nu vendt sig mod den olympiske 49’er. Dette valg af en skiffjolle kastede i september et meget spændende besøg af sig. Både Frederik og Kristine blev nemlig inviteret til at deltage i ”Red Bull Foiling Generation” i Aarhus, som er et event hvor lovende nye besætninger får lov at sejle 18-fods katamaraner i et ”mini-Americans Cup”-setup. En tredje skovser var også med, idet Cille Smedegaard (som jo er nævnt en del gange allerede for sine præstationer med ligaholdet og i SL16-katamaraner) også blev inviteret.

Kapsejladssæsonen sluttede af i den første weekend af oktober, hvor der var mesterskaber for 29'er og 49'er. Her kom SKS også på præmieskamlen, da Philip Lyngbek sejlede en sølvmedalje hjem i den lette vind på Øresund.

Til Afriggerfesten d. 31. oktober vil vi, udover at hygge, feste og fejre den netop overståede sæson, også fejre alle vores gode kapsejlere. Så husk at meld dig til og vær med til årets store sejlerfest i SKS.

Derudover glæder vi os allerede til vi næste sæson kan følge de mange gode SKS’ere på kapsejladsbanerne igen. 

Liga vinder 2015

Go to top