|
1. Medlemsordning
Skovshoved Sejlklub startede sent i 2006 en medlemsordning – så endnu flere medlemmer kan komme på vandet i klubbens Match28 både. Ordningen fortsætter naturligvis, men nu i en lidt ændret form ...
Fra og med august 2010 har vi ændret ordningen så den ikke bare omfatter flere bådtyper, men også bliver meget mere simpel for alle.
Du kan nu som medlem af ordningen, sejle i Match28 og Albin Cirrus både samt Laser joller. Samtidigt kan du booke bådene så ofte du vil mod ét fast beløb om året.
For at kunne booke en båd, skal bådføreren godkendes af Skovshoved Sejlklub til den eller de valgte bådtyper. Bådføreren er ansvarlig for båden og besætningens sikkerhed samt ansvarlig for at båden er i forsvarlig og sejlklar stand inden sejladsen påbegyndes.
2. Pris
Prisen er kr. 1800.- pr person. Alle ombord skal være medlem af ordningen. Det er en godkendte føres ansvar at dette er tilfældet. Ordningen tilbydes kun Skovshoved Sejlklubs medlemmer.
3. Booking
Bådene bookes ved at klikke på fanen "Booking" øverst på denne hjemmeside
Du skal være godkendt skipper og logget ind på hjemmesiden for at kunne foretage bookingen. Du kan maximalt booke 4 sejltider frem i tiden. For at kunne booke den femte, skal du enten have sejlet en af de foregående sejladser og skrevet en log om sejladsen, eller have slettet en af de foregående sejladser.
4. Bådene
Match28 Bådene, hvoraf to er indkøbt i foråret 2006 og yderligere to er indkøbt i sommeren 2007, er velegnet til en besætning bestående af 4-5 personer, der vil kunne håndtere den velsejlende og hurtige 28 fods båd. Båden har en sejlgarderobe bestående af storsejl, fok I & II samt spiler. I bådene forefindes alt basalt sikkerhedsudstyr eksl. redningsveste. Endvidere ligger der bøjer velegnede til at lave en hurtig kapsejladsbane uden for havnen.
Albin Cirrus bådene, er yderst velegnet både til den øvede og knap så øvede sejler. Båden er indrettet som turbåd og har indbygget motor, men byder også på spilersejlads og gode trimmuligheder.
Laser jollen er en olympisk klassebåd og giver gode udfordringer for den, som gerne vil være tæt på vandet og opleve en livlig enmands jolle.
5. Vintersejlads
Det vil være muligt at sejle i Match28 bådene om vinteren ( 1/11 – 30/4) men grundet større usikkerhed omkring antal tilgængelige både som følge af hovedreparationer, generel klargøring olign. kan det være nødvendigt at reducere antallet af ledige både, ligesom en bookning kan blive annulleret eller flyttet til en anden båd.
Der gælder de supplerende regler som angivet afsnittet ”Regler for vintersejlads” nedenfor.
6. Hvordan gør jeg?
- Send en mail til Ingrid i sekretariatet og fortæl du gerne vil deltage i ordningen.
- Hvis du vil være bådfører oplyses det – og du vil efterfølgende blive kontaktet og godkendt som fører. I den forbindelse underskriver du en aftale med Skovshoved Sejlklub vedr. reglerne for anvendelse af bådene. Er du under 18 skal den underskrives af dine forældre.
- Efter vi har registreret dig godkendt fører er du klar til at booke båd.
- Booking af båden foregår som beskrevet i afsnittet "Bokking" ovenfor
- Har du booket båden og ikke ønsker at gøre brug af din bookede tid – skal den afbestilles senest 3 hverdage før booking dato.
- Mød op til din reserverede tid – sejl – aflever båden senest et kvarter før udløbet af din sejltid i klargjort stand og reserver din næste tid.
7. Generelle regler
- Den godkendte fører er ansvarlig for at alle om bord under sejladsen er medlemmer af ordningen.
- Besætningen har en selvrisiko på 5.000 kr. som kan blive opkrævet ved eventuelle skader eller mangler, som er selvforskyldte
- Påbegyndes sejlads ved vindstyrker over 12 m/s betales det fulde beløb af eventuelle skader på båd eller sejl.
- Bådene kun må anvendes i Øresund, hvis ikke anden tilladelse gives.
- Båden checkes for eventuelle fejl og mangler før sejlads. Hvis der er fejl eller mangler før/efter sejlads rapporteres disse på linket http://www.skovshoved-sejlklub.dk/ – gå ind under ”Sejlerskolen” og brug linket ”Fejlprotokol for skolebådene”
- Intet udstyr må forlade båden.
- Båden afrigges i henhold til ordensreglementet opsat i båden og afrigningsinstruktionen. Dette gælder i alle havne.
- Båden efterlades altid på dennes plads. Er dette ikke muligt, kontaktes den ansvarlige for ordningen straks efter sejlads.
- Båden skal være klar til aflevering senest et kvarter før udløbet af sejltiden - således at eventuelle efterfølgende medlemmer kan påbegynde deres sejltid rettidigt.
- Har motoren været benyttet, skal tanken fyldes op efter sejlads.
- Bådens sponsor skal respekteres. Ingen mærker eller lign må sættes over sponsor mærker. Den korrekte sponsor spiler skal bruges på båden – alternativt en hvid ekstra spiler.
- Skovshoved sejlklub kan til en hver tid ”overrule” reservation med henblik på reparationer eller øvrige forhold.
- Skovshoved Sejlklub – kan til enhver tid eksludere medlemmer fra ordningen hvis ovenstående regler ikke overholdes. Eventuelle klip medlemmet må være i besiddelse af refunderes ikke.
- Ret til ændring af priser og generelle betingelser forbeholdes. Endvidere forbehold for trykfejl og lignende.
8. Regler for Vintersejlads
- I perioden 1 november til 30 april gælder de ovennævnte generelle regler med ændringer beskrevet i følgende paragraffer.
- Den godkendte skipper har et øget ansvar for at medtage en kvalificeret besætning, hvor mindst én gast også er godkendt til Match28.
- Påbegyndes sejlads ved vindstyrker over 10 m/s betales det fulde beløb af eventuelle skader på båd eller sejl.
- Bådene må ikke anvendes uden for en radius af 2 SM fra Skovshoved havn hvis ikke anden tilladelse gives.
- Båden afrigges i henhold til ordensreglementet opsat i båden og afrigningsinstruktionen.
Ved fortøjning skal der mindst være én tom plads i mellem bådene for at undgå at masterne slår sammen under høje vindstyrker. Mindst én agterfortøjning suppleres med et lige spring til pæl.
9. For nærmere oplysninger omkring ordningen kontakt:
Godkendelse til bådfører og spørgsmål generelt: Sejlerskoleformand Jens-Peter Kjær-Jensen. Jens-peter.jensen@nokia.com
Administrative forhold: Sekretær Ingrid Hansen, Sekretariatet Tlf.: 39 63 61 05 - email: mail@skovshoved-sejlklub.dk.
Spørgsmål generelt: Næstformand Philip Nordfalk, philip.Nordfalk@devoteam.dk |